Så er der afgang!

Mie kunne ikke falde i søvn. Hun kiggede igen og igen på sit ur, men det var næsten som om tiden stod stille. Klokken var to om natten og hele huset var meget stille. Som om hun var helt alene. Et øjeblik blev hun helt i tvivl, men så hørte hun lyden af en svag snorken. Det var hendes far og det kunne godt høres, selvom hendes værelse lå for enden af gangen, på den anden side af badeværelset.
I morgen var det fredag og Store Bededag. Så hun havde fri fra skole. Derfor skulle de på kanotur i hele tre dage. Bare de to. Eller, nej, det var jo i dag allerede. De skulle op klokken fire, havde han sagt. Om bare to timer. Det var næsten ikke til at holde ud.
Først skulle de køre helt over til Sverige og derefter op til et sted som hed Olofström, hvor de havde reserveret en kano. Så stod der tre dages padling på programmet, med overnatning i telt, i rigtig vildmark. Og fordi det endnu ikke var sommer kunne man lave lejrbål.
Vildmark. Bare ordet fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Det var bare så spændende. Men også lidt farligt. Der var jo ingen mennesker i miles omkreds. Tænk hvis de kom til skade.
Mie synes hendes liv havde været ret hårdt på det sidste. Hun havde begyndt skoleåret med at brække højre arm, da hun næsten blev kørt ned af en bilist.

1